Skip to content
Edison Law
Edison Law
  • Viden
  • Ekspertise
  • Rådgivere
  • da
  • en
Sprog
 
  • Viden
  • Ekspertise
  • Rådgivere

Introduktion til investorfradragsfonden

“If investing is entertaining, if you’re having fun, you’re probably not making any money. Good investing is boring.“

George Soros

Kristian Holte, partner & advokat | kh@edisonlaw.dk

Skatteministeriet har udarbejdet et lovforslag, som indeholder en interessant nyskabelse:

Investorfradragsfonden.

For forvaltere udgør investorfradragsfonden en mulighed for at rejse penge fra private investorer på attraktive vilkår for investorerne.

Investorfradragsfonden skal ses i tæt sammenhæng med det særlige investorfradrag, som samtidig etableres for private investorer.

Investorfradragsfonden får mulighed for at investere i såkaldte opstartsvirksomheder, såfremt en række regler overholdes.

Det følgende indlæg udgør en overordnet introduktion til investorfradragsfonden.

#1: Investorfradraget

Hovedformålet med investorfradragsfonden er at give private investorer med investorfradrag, mulighed for at sprede deres investering på flere målselskaber.

I stedet for selv at investere direkte i en række målselskaber, kan den private investor med én investering i fonden nemmere eksponere sig overfor en række forskellige målselskaber.

En privat investor kan årligt få fradrag for 59 % af en investering på 125.000 kr. i en investorfradragsfond i perioden fra 2019 til 2022.

I denne periode vil en investor altså skulle investere 125.000 kr. for at få et fradrag på 73.750 kr.

Fra 2023 og frem stiger rammen til 59 % af 250.000 kr. fra 2023 og frem.

I denne periode vil en investor altså skulle investere 250.000 kr. for at få et fradrag på 147.500 kr.

Fradraget er særligt attraktivt, fordi det kan fradrages i investors personlige indkomst i samme indkomstår, hvori investeringen er foretaget.

Herudover er der som udgangspunkt fuld fradragsret for senere tab af investeringen, selvom investor i første omgang har fået delvist fradrag for selve investeringen.

Endelig vil kun en eventuel nettogevinst blive beskattet.

Dette må siges på papiret at give et betydeligt incitament for private investorer til at investere i en investorfradragsfond.

#2: Regulering som alternativ investeringsfond (AIF)

En investorfradragsfond bliver omfattet af reglerne om alternative investeringsfonde.

Konkret betyder dette, at fonden skal:

  1. Forvaltes af en forvalter af alternative investeringsfonde (FAIF) med tilladelse fra Finanstilsynet, eller
  2. Selv skal opnå tilladelse som selvforvaltende alternativ investeringsfond

For øvrige alternative investeringsfonde gælder visse tærskelværdier, som kan betyde, at tilladelse ikke er nødvendig.

Dette gælder ikke for investorfradragsfonde, hvor tilladelse i altid er påkrævet, enten i form af en forvaltertilladelse eller egen tilladelse.

En investorfradragsfond kan tænkes at markedsføre sig overfor både detailinvestorer samt professionelle investorer.

Ved markedsføring overfor detailinvestorer kræver dette særskilt markedsføringstilladelse fra Finanstilsynet.

#3: Opstartsvirksomheder som primært investeringsobjekt

Så hvilke målselskaber kan investordragsfonden investere i?

Lovforslaget opstiller en række kriterier, som det enkelte målselskab skal opfylde.

Af de mest centrale kan nævnes:

  • Målselskabet skal befinde sig i en “opstartsfase” og må som udgangspunkt ikke have haft sit første kommercielle salg for mere end syv år siden
  • Målselskabet beskæftiger mindre end 250 ansatte
  • Målselskabets årlige omsætning må ikke overstige 50.000.000 euro
  • Målselskabet driver ikke virksomhed med passiv kapitalanbringelse
  • Målselskabet er dansk eller hjemmehørende i EU, eller
  • I et land, som Danmark har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med

#4: Spredningskrav og snævre forbindelser

Investorfradragsfonden må som udgangspunkt maksimalt investere 15 % af sin kapital i ét målselskab.

Det bliver dog under visse betingelser tilladt at foretage opfølgende investeringer, såfremt dette sker minimum seks måneder efter den oprindelige investering.

Derudover skal en investorfradragsfonds porteføljeselskaber have en vis adskillelse fra hinanden.

Dette giver sig udslag i, at målselskaberne ikke må have såkaldte snævre forbindelser med hinanden.

Heri ligger blandt andet visse krav til, at persongalleriet på tværs af målselskaberne ikke må være forbundet via kapitalinteresser eller bestemmende indflydelse.

#5: Investering i øvrige aktivtyper

I et vist omfang er det muligt for investorfradragsfonden at investerer i andre aktivtyper end de nævnte målselskaber.

Dog er disse aktivtyper begrænset til følgende præsumptivt let omsættelige værdipapirer:

  • Aktier
  • Obligationer
  • Andele i UCITS, og alternative investeringsfonde, som er optaget til handel på et reguleret marked, samt
  • Indskud i kreditinstitutter

Minimum 70 % af hvert kapitalindskud skal være investeret i målselskaber inden for é år efter, at fonden har modtaget indskuddet, hvis fonden er etableret som en åben fond.

Hvis fonden er et lukket fond, er fristen inden for ét år efter, at fondens tegningsperiode er udløbet.


Kristian Holte, partner & advokat | kh@edisonlaw.dk

Forfatter: Kristian Holte

Kristian Holte, advokat & partner | kh@edisonlaw.dk | +45 2273 5001

Post navigation

ForrigePrevious post:Betydningen af konvertible gældsbreve i et virksomhedssalgNæsteNext post:Podcast: Muligheder i forslag om lempet medarbejderbeskatning i incitamentsprogrammer
Populære indlæg
  • Earn-out: 5 overvejelser for founders
    6. juli 2019
  • Hvornår skal et start-up ansætte en intern advokat?
    6. juni 2019
  • Podcast: Introduktion til investorfradrag og investorfradragsfonde
    3. januar 2019
  • Introduktion til investorfradrag
    4. december 2018
  • Betydningen af konvertible gældsbreve i et virksomhedssalg
    21. november 2018
Søg inspiration
The Edison Post
Følg med i den juridiske udvikling.
We respect your privacy.

Edison Law Advokater · SingularityU Denmark · Titangade 11 · 2200 København N · CVR 32515754